Forside  <  Symptomer

Symptomer

Det er vigtigt at være opmærksom på symptomerne ved kæmpecelle-karbetændelse og tage dem alvorligt. Det kan fx give permanente synsskader, hvis du har kraniel kæmpecelle-karbetændelse og ikke kommer i behandling i tide.
Almindelige symptomer ved kraniel kæmpecelle-karbetændelse (C-GCA)
  • Nyopstået hovedpine i et afgrænset område – ofte kun i den ene side af hovedet. Sidder oftest i tindingen, men den kan også sidde i panden eller baghovedet
  • Ømhed i hårbunden, fx. når du reder håret eller har hat på
  • Synsforstyrrelser – forekommer enten som sløret syn (ofte på det ene øje), eller som forbigående synstab (også på det ene øje). I visse tilfælde kan der opstå forbigående eller permanent blindhed, hvis du ikke kommer i behandling hurtigt
  • Smerter i kæben, når du tygger mad, taler osv.
  • Nattesved
Almindelige symptomer ved storkars-kæmpecelle-karbetændelse (LV-GCA)
  • Træthed i armene, når de holdes løftet, eller at du ikke kan gå ret langt, fordi muskelgrupperne i dine ben syrer til. Dette kan være en følge af nedsat blodtilførsel til arme og ben pga. betændelsesreaktion i de store arterier, der forsyner arme og ben.
  • Følelsen af træthed
  • Feberfornemmelse (dog sjældent temperatur over 38°C)
  • Nedsat appetit og vægttab
  • Nattesved
Vær opmærksom på nye symptomer og tilbagefald

Du skal være opmærksom på tilbagefald af symptomer eller nyopståede symptomer både under og efter dit behandlingsforløb.

Vær særligt opmærksom, hvis du får øjensymptomer, da det kræver omgående behandling.

I forbindelse med nye symptomer eller mistanke om tilbagefald er det vigtigt, at du tager kontakt til din læge. Hvis du oplever synstab, er det vigtigt, at du straks kontakter lægen.

Kæmpecelle-karbetændelse og muskelgigt

Kæmpecelle-karbetændelse kan ofte optræde samtidig med sygdommen muskelgigt, også kaldet Polymyalgia Reumatika (PMR). Muskelgigt er som oftest lokaliseret til skuldre og hofter. Muskelgigt er en form for betændelsestilstand, der sidder i leddene og i de væv, der omgiver dem, særligt sener og slimsække. Symptomerne på muskelgigt er stivhed, smerter og bevægeindskrænkning fra skulder- og hofteregioner, som særligt er tilstede om morgenen. Man kan også have følelse af træthed, vægttab og feberfornemmelse ved muskelgigt. Muskelgigt rammer også oftest personer over 70 år og hyppigst kvinder. Symptomerne på de to sygdomme kan være tilstede samtidig, og visse af symptomerne minder altså også om hinanden. Men da sygdomsforløbet, risikoen for komplikationer og behandlingen er forskellig. er det derfor vigtigt at få afklaret, om du har kæmpecelle-karbetændelse eller muskelgigt.