Forside < Behandlingsmuligheder < Opfølgning på din sygdom
Kæmpecelle-karbetændelse kan være en alvorlig sygdom, og behandlingen af den kan desværre også give alvorlige bivirkninger. Derfor vil reumatologen, som nævnt, hele tiden prøve at nedtrappe behandlingen under hensyntagen til sygdomsaktiviteten.
I forbindelse med nedtrapningen skal du være under kontrol for at se, om du får tilbagefald. Det betyder som regel faste kontroller på en reumatologisk hospitalsafdeling, hvor de er vant til at håndtere kæmpecelle-karbetændelse samt komplikationerne til sygdommen og er opmærksomme på bivirkninger til behandlingen.
I starten af sygdommen vil du skulle gå til hyppige kontroller. Efterhånden som du kommer længere hen i forløbet, vil kontrollerne blive færre, typisk hver 3. til 6. måned.
Nogle steder kan du opleve, at de faste kontroller foregår hos en sygeplejerske, som vil spørge ind til symptomer og bivirkninger og justere medicinen efter et tilrettelagt skema. I forbindelse med kontrollerne vil du få taget blodprøver for at tjekke betændelsestallet, også kaldet C-reaktivt protein (CRP).
Hvis du får supplerende medicin ud over binyrebarkhormon (fx IL-6 receptor hæmmer), er der behov for regelmæssige blodprøvekontroller med ca. 2 måneders mellemrum.
Kæmpecelle-karbetændelse varer typisk under 2 år. Nogle oplever dog, at sygdommen vender tilbage. Det vil oftest være i løbet af de første måneder efter, at behandlingen er fuldt udtrappet og afsluttet. Derfor vil du typisk fortsat være tilknyttet reumatologisk afdeling på hospitalet i en kort periode, efter at du er trappet ud af behandlingen.
Når du er trappet helt ud af medicinen, og der ikke har været tegn på tilbagefald af din kæmpecelle-karbetændelse, vil du blive afsluttet fra den reumatologiske hospitalsafdeling. Der er altså ikke behov for opfølgning på din sygdom, når du først er kommet dig over den.
< >