Menu
Forside < Personlige Beretninger < Hellas Historie
For et år siden mistede Hella pludselig synet på det ene øje på grund af kæmpecelle-karbetændelse. Hun fortæller her, hvordan hendes mand har været en stor støtte gennem forløbet, og hvordan hun efterhånden er ved at vænne sig til en ny hverdag efter synstabet.
78-årige Hella bor i Allerød sammen med sin mand. Hun har tidligere været i behandling
for muskelgigt. Sidste sommer havde hun gennemført udtrapningen af behandlingen og følte sig rask og frisk. Men pludselig begyndte hun at opleve nye symptomer, som hun aldrig havde oplevet før.
Jeg havde det dårligt. Jeg var træt og havde ondt i hovedet.
Jeg havde ondt i halsen, kæberne og ud i ørerne og kunne dårligt sluge eller tygge maden.
Mens Hella var i behandling for muskelgigt, havde lægen løbende spurgt ind til, om
hun oplevede symptomer fra hovedet. For det kan nemlig være tegn på kæmpecelle-karbetændelse, der kan optræde sammen med muskelgigt. Men hun havde aldrig oplevet symptomer fra hovedet, og da hun nu pludselig begyndte at få disse symptomer, forbandt hun dem ikke med sygdommen.
En uge efter de første symptomer bemærkede Hellas barnebarn, at Hellas ene øje var lidt smallere end det andet øje. Og weekenden efter oplevede Hella pludselig forbigående synstab:
I løbet af lørdagen forsvandt synet på højre øje pludselig, men det kom igen med det samme. Det skete tre gange i rap. Dagen efter, om søndagen, forsvandt synet på højre øje igen. Men denne gang kom det ikke tilbage.
Hellas mand ringede straks til lægevagten, og Hella blev kørt på hospitalet, hvor de undersøgte, om hun havde fået en blodprop i øjet. Det havde hun ikke. En vævsprøve fra blodåren i tindingen og en PET/CT-scanning viste, at hun i stedet havde kæmpecelle-karbetændelse – nærmere bestemt den undertype, hvor betændelsen sidder i tindingepulsåren.
Hella er i dag i behandling med binyrebarkhormon og biologisk medicin. Synet på højre øje er blevet lidt bedre, så hun nu får lys ind fra siden og kan se skygge og farve. Men midt på øjet har hun mistet synet, og det kommer ikke tilbage. Alligevel fungerer hverdagen godt, og hun har ikke behov for særlige hjælpemidler. Men hun har skullet vænne sig til at klare sig med synet på venstre øje i hverdagen, og hun har for eksempel ikke længere mod på at køre bil.
I starten var det skræmmende. Når du kun kan se på det ene øje, kan det være svært at afstandsbedømme. Derfor kommer jeg for eksempel nogle gange til at hælde ved siden af, når jeg skal hælde op i et glas, eller række for tidligt ud efter dørhåndtaget, når jeg skal åbne en dør, fortæller hun.
Hellas mand har været en vigtig støtte for hende igennem hele forløbet, og hendes råd til andre i samme situation er, at det er en god ide at involvere sine pårørende:
Min mand er med til alle lægesamtalerne. Det er rart for mig, at vi er to, der hører, hvad lægen siger, så vi kan tale om det sammen bagefter. For min mand er det også rart at være med til samtalerne. Han blev jo meget forskrækket, da jeg pludselig mistede synet. Det har været rart for ham at få det hele forklaret af en fagperson – omkring
sygdommen, behandlingen og så videre. Vi lever jo sammen, så det er vigtigt, at han er
en del af det og forstår det, fortæller Hella.
< >
